Vi har en ganske dejlig have, især når man kan komme afsted med at vise den i små udsnit. Så kan man udvælge steder, der ikke er tilgroet i ukrudt…

I virkeligheden gør ukrudtet mig nu ikke så meget, jeg vil aldrig stile efter en poleret have. Til gengæld nyder jeg at gå rundt i haven og finde motiver, det kan man nemt få timevis til at gå med.

Og på den tid af året er der masser af fine motiver, for haven er ikke kun smuk i forår og sommer. Nu begynder bladene at få lidt mere struktur og farvespillet skifter fra overvejende grønt til mere gyldne nuancer – det er så smukt!

Her er nogle enkelte eksempler fra denne sensommers havebilleder.

Det bedste ved denne tid på året er frugterne i haven

Jeg har i dag hentet den første spand af årets æblehøst, friske i smagen – og hvilken smag! Det kan slet ikke sammenlignes med de tamme æbler man køber hos købmanden, her snakker vi virkelig smagen af sommer, regnvejr eller ej.

Mens jeg stod og gjorde æblerne i stand (og smagte en bid ind i mellem) kom jeg til at tænke på min barndoms villahaver. Ikke altid vores egen, for der var en skammelig mangel på spiselige frugter, men alle de andres haver. Dem med frugttræer i massevis: pærer, æbler, blommer, mirabeller og kirsebær.

Vi var en flok unger, der i sensommeren sneg os gennem baghaver og hække, over stakitter, for at komme usete frem til dette forjættede land. Frugterne smagte fantastiske, og måske blev smagen lige den smule bedre af at det var forbuden frugt.

Det var selvfølgelig ikke helt moralsk rigtigt af os, men vi ødelagde aldrig noget, og tog aldrig mere end hvad vi kunne spise med det samme. Engang i mellem blev vi opdaget, og så spredtes vi hurtigst muligt ud over hele kvarteret inden vi blev genkendt.
  Nogen gange tror jeg bare ‘den gamle sure mand’ rådte ad os, for at fortælle at vi hellere skulle vente et par uger endnu, fordi æblerne ikke var helt modne – men vi blev altså ikke stående for at høre nærmere…

Men har mine børn været på mol? Ved de overhovedet hvad æblerov er?

Jeg tvivler faktisk på det, selvom jeg naturligvis ikke ved det med sikkerhed. Det vil jo nok ikke være noget der blev fortalt frivilligt – ligesom mine forældre – måske – heller ikke ved noget om mine togter ind i fremmede haver.

Mange børn ville sikkert vrænge på næsen af den slags frisk frugt, der er jo både pletter på og alt muligt. Og ind i mellem finder man jo en halv orm…

Men de unge ville helt sikkert få dækket et behov for lidt spænding i tilværelsen, de ellers må få ved at lave grafitti, hærværk eller andet, som bestemt ikke kan kaldes uskyldigt. På samme måde skal man også som far lære sine børn, hvordan man laver nytårssjov uden at det bliver til hærværk – men mere om det, når vi nærmer os årsskiftet igen!

For mit vedkommende er det nok lidt for sent, men alle I fædre med små børn: lær dem at gå på æblerov på den rigtige måde inden de bliver for store.

 I må gerne komme i min have, og jeg skal nok ind i mellem komme ud og være lidt vred – bare indtil I er forssvundet så hurtigt at man ikke kunne se bagdelen for skosåler. Så vil jeg sætte med min kaffe og grine i mit grå skæg og med fryd mindes min barndoms æblerov igen!

Kun en tåbe frygter ikke haven!

Men den er nu altså også ganske rar. Jeg sidder på min terassen i det svindende dagslys – tasterne er eferhånden svære at finde – og nyder det hele.

I min næse kæmper syrenerne en ihærdig kamp mod duften af olielamper og Ben Riach; syrenerne har overtaget lige nu, men jeg tror de taber lige så snart duggen begynder at falde. Ikke at det gør noget, for whiskyen er god og syrener kan være temmelig påtrængende, nogen må have glemt at opdrage på dem. Skal man slå igennem med så en kort en blomstringstid, må man naturligvis (punt not intended) gøre noget for sagen, men alligevel…

Der er totalt vindstille, men ikke lydstille. Solsortene gjalder fra hustage, trætoppe og flagstænger, jeg synes vores er en lille smule bedre end de andre. Det skal dog siges, at jeg ikke kan bekende mig som nogen ekspert – det er en ren subjektiv vurdering udfra musikalitet og variation, men måske er det slet ikke det, det kommer an på når det gælder solsortesang.

Der kommer også lyd fra den nærmeste større landevej. Men mange års ihærdig træning har fået os overbevist om, at det slet ikke trafik; men blot havets brænding vi kan høre svagt – illusionen holder dog som regel ikke når der passerer et udrykningskøretøj…

Vi har masser at vækster i vores have. Jeg er dybt imponeret af dem, der kan navnene på alle planterne, men har dem mistænkt for bare at kalde det ukendte for ukrudt. Jeg har for længe siden opgivet at holde styr på planternes navne, nu kan jeg kun huske de mest interessante. Ikke planter, men deres navne. For eksempel har vi en Califonisk Gedeblad – ja, man må undres, men der er sikkert en god forklaring.

Solsorten er gået i seng nu. Kun enkelte advarsel-pip høres. Til gengæld har en anden fugl overtaget; lange sørgmodige piiiiip, som en meget langsomtkørende trillebør, der skulle have været smurt for længe siden. Måske er det en slags godnatsang?

Den virker i hvert fald på mig, så nu vil tømme glasset, udstøde et dybt og velbehageligt suk.Ryste tæppet af mig og se om jeg kan få blodomløbet i gang i benene. Jeg bliver syg, hvis jeg sidder her ret meget længere – men der er nu altså dejligt i min have!