Mit andet kamera

Efter at have slidt på mit velvoksne og uhyre solide Zenit EM, var jeg klar til noget lidt mere moderne. I mellemtiden havde min far skiftet hele sin Olympus samling ud med en mindst ligeså stor i Contax udstyr – med et Contax RTS som kronjuvelen.

Yashica FX-D 35mm spejlrefleks, lillebror til Contax

Jeg havde ikke råd til at købe et Contax, men der var heldigvis et genialt alternativ: Yashica. Det geniale var, at Contax og Yashica brugte samme objektivkobling og meget andet udstyr, så jeg kunne låne af min fars store mængder udstyr! Se, det var smart. Jeg betalte væsentligt mindre for kameraet (lige omkring 1500 tror jeg) og fik adgang til masser af grej. Det var dog ikke så meget jeg fik gavn af det, for far var temmelig påholdende med udlån af sine gadgets, men ind imellem lykkedes det da at få lov at låne hans 135mm Carl Zeiss * objektiv – åh, hvilken lykke…

Kameraet var meget enkelt at bruge og jeg havde det med overalt. Der varingen automatik at hente hjælp fra, men lysmåleren sad i søgeren så jeg kunne øjeblikkeligt se effekten af en ændret blænde. Desværre foregik indstilling af lukkerhastighed oven på kameraet, så der var man nødt til at tage det fra øjet for lave ændringer. Det var dog alligevel en væsentlig forbedring – om ikke andet så i vægt i forhold til mit gamle Zenit’s 1,1 kg UDEN objektiv.

Der blev taget rigtig mange billeder med det kamera, men af økonomiske årsager mest sort/hvid. Jeg startede med at købe Ilfords med 72 billeder, men gik ret hurtigt over til at købe filmen i ruller og så selv montere den i kassetter. Det var den eneste måde jeg kunne få råd til tage alle de billeder.

I samme periode fremkaldte jeg mine billeder selv. Første introduktion til mørkekammeret foregik i Ungdomsskolen, senere købte min far selv grej, men detvar  først da vi i FDF’s kredshus fik oprettet et næsten permanent mørkekammer, at der kom fart og effektivitet over det. Nu var der mulighed for at lege og eksperimentere med “de mørke magter”, og læringskurven tog et spring opad da der nu pludselig blev endnu mere sammenhæng og forståelse mellem det jeg gjorde i marken og det endelige resultat.

En del af min indlæring skabte jeg selv gennem systematisk afprøvning. Jeg tog på fotosafari i den lokale natur og medbragte en lille notesbog. I den blev noteret ISO, blænde og lukker for hvert billede; og var det muligt tog jeg flere billeder med forskellige indstillinger. Der var jo ingen skærm på kameraet, så jeg kendte ikke resultatet før dage, måske uger senere! Samme procedure kunne så gentages i mørkekammeret indtil det bedste resultat blev udvalgt, og jeg ved hjælp af mine notater kunne se, hvilke indstillinger der var udslagsgivende.

Mit første kamera

Jeg har fotograferet en del i tidens løb, men har aldrig bragt det videre end til at være en glad amatør. Alligevel har jeg da haft en del forskellige kameraer, hver med deres historie.

Jeg har naturligvis haft et par stykker til legebrug. Mest plastic, men et enkelt kunne da tage billeder på rulle; sådan en stor rulle med en papirflap man skulle sætte fast og rulle på. Og så et par nedslidte InstaMatic, man kunne jo altid selv sige klik!

Min far var også ivrig amatørfotograf og jeg var vildt imponeret af hans Olympus OM10, som jeg dog kun YDERST sjældent fik lov at fotografere med. Han havde også en stor taske med tilbehør – objektiver, fjernudløser, blitz (sådan en rigtig elektronisk en!) og alt muligt andet som jeg ikke anede hvad var.

En russisk mastodont: Zenit EM

Mit første rigtige (hermed mener jeg 35mm og spejlrefleks) kamera var en russisk ankerblok: et Zenit EM. Et vaskeægte spejlrefleks med indbygget lysmåler og objektiv med skruegevind – jo, det var fine sager!

Kameraet var sortlakeret og blev med min fars rådgivning købt for en formidabel sum (i hvert fald for mig som 13årig) hos Bingo Foto i Aalborg. Det blev båret hjem meget andægtigt, om end med lidt besvær, for det var virkeligt et tungt kamera.

Lysmåleren var en sag for sig. Den målte ikke gennem objektivet, men fra et hul på forsiden af kameraet. Man skulle passe på ikke at dække for dette hul med fingrene, især ved fotografering i højformat, ellers var billederne spildte. Og lysmålerens resultat blev naturligvis heller ikke vist i søgeren, det ville være alt for praktisk. Nej, i stedet var der en viser ovenpå kameraet, så man kunne justere tid eller blænde og se om det efterfølgende ville give over- eller undereksponering.

Til at beskytte kameraet var det udstyret med en lædertaske. Den blev dog pillet af i løbet af kort tid, for det var ganske enkelt for besværligt at skulle pakke ud for at tage et snapshot. Jeg var ingen kanonfotograf, men mistede gode motiver på grund af den forsinkelse.

Den “separate” lysmåler gav mig til gengæld en god viden om sammenhængen mellem lys, lukkerhastighed og blænde. Noget der senere er kommet mig til gode i mange situationer, hvor jeg ikke bare kunne bruge de mere moderne kameraers automatiske funktioner.
 Jeg tror faktisk at fotografer der kommer til senere, mister en stor viden, fordi automatikken gør det hele så nemt for dem. Det tager meget længere tid at finde ud af, hvor man kan bruge de automastike funktioner – og hvor man bestemt ikke kan.

Mere om dette kamera:
Den oprindelige Zenit EM ”manual”
Den oprindelige Zenit EM “manual” – på russisk!