“Jeg dræber” (org. Io uccido) er Giorgio Falettis debutroman – men det er altså uhyggeligt svært at forstå. Denne krimi/thriller greb i den grad fat i min læselyst, og holdt bare fast.

Den foregår i Monte Carlo og handler i korte træk om jagten på en bestialsk morder, der bogstaveligt talt flår sine ofre! FBI-agenten Frank, der er i Monte Carlo for at komme sig oven på sin kones død, hvirvles ufrivilligt ind i dette net af intriger og så videre og så videre.

Det er en spændende historie i sig selv, men ikke noget man kan fortælle ret meget om uden at afsløre væsentlige detaljer i plottet. Og det var heller ikke det, der holdt mig fanget – ikke udelukkende i hvert fald.

Nej, det var sproget og fortællemåden, er holdt mig fast. Jeg var vist efterhånden fyldt til kvalmegrænsen med nordiske kvindelige kriminalforfatter, så det var befriende med en anden tilgang til tingene. Jeg kan/vil ikke være mere specifik, for det er en mase så detaljer, der gør forskellen – men den forskel var bare så markant for mig.

At han halvvejs inde i romanen får den ene helt slået ihjel umiddelbart før han får løst hele mordgåden, og at det faktisk lykkes at introducere endnu en skurk, der er så ond, at vi får lidt uønsket medfølelse for den første morder – det er bare lige det ekstra krydderi, der skal til for at gøre det en overordentlig god bog.

Så den kan jeg kun anbefale!

Ja, jeg er gået igang med dem igen. Og til min skræk og rædsel har jeg opdaget adskilige huller i rækken af bøger på mine hylder. Nogen af dem ved jeg, at jeg har købt, så de er sikkert ‘i udlån’ – andre må jeg tidligere have lånt på biblioteket.

Jeg kan godt lide seriens blanding af politik og aktion, selvom det til tider bliver lidt langtrukkent…